Tangoen er en farlig løgner

Den er en arrogant drømmer, der lægger fælder. Tangoen er en illusion, og enhver, der lader sig forføre af dens magi, må forstå det. Stakkels den, som tror på illusionen og overlader sit livs tøjler til den.
Det er svært at tro, at der et fjernt sted i verden findes et land, hvor lykkelige mennesker har skabt en sorgens dans for fortiden – en dans, der fortsat lever i fremtiden…
For mange år siden, da jeg rejste til Argentina for første gang, var det først, da jeg sad i flyet, at jeg forstod, at jeg var på vej mod en verden, som var fuldstændig ukendt for mig – en verden, der havde fascineret mig siden barndommen takket være den historie, min bedstefar fortalte om en fætter, der boede på den anden side af Atlanterhavet.
Argentina… et magisk ord, som for mig som barn ikke blot lød mystisk og uopnåeligt, men også stolt og badet i sol. Senere, da jeg var blevet betydeligt ældre, opdagede jeg tangoen: endnu en uimodsigelig og stærk grund til at rejse dertil og med egne øjne se det land, hvor mennesker boede, som var i stand til at skabe en kultur med en så usædvanlig følelsesmæssig dybde.
Og dér sad jeg i et fly på ruten Paris–Buenos Aires. Jeg fløj mod mine barndomsdrømmes land uden at kende et eneste menneske, der boede der, og nød tanken om, at der – det var november – var forår, og, du milde, at dette var Latinamerika!
Pludselig fyldtes mit hoved med en million spørgsmål: Hvordan skal jeg kommunikere, når jeg ikke taler spansk? Hvordan kommer jeg fra lufthavnen til hotellet? Med taxi, bus eller tog? Hvor kan jeg veksle penge? Tager de imod betalingskort? Er det sikkert? Hvad nu, hvis jeg bliver bestjålet, så snart jeg stiger ud af flyet?
Men Argentina tog gæstfrit imod mig, som om landet ville takke mig for alle de år, jeg havde elsket det, allerede før jeg kendte det. Folks råd om, hvordan jeg skulle opføre mig, hvor jeg kunne gå, og hvilke steder jeg helst skulle undgå; gruppen af porteños – som Buenos Aires’ indbyggere kaldes – der altid var parate til at hjælpe mig med at finde vej i byen, blot jeg spurgte den første person, jeg mødte på gaden; det første „¡Buenos días!“, jeg hørte næste morgen, rettet til mig af nogle naboer, der nød mate på tærsklen til huset ved siden af; de berømte bøffer og den kraftige vin i taxachaufføren Nicolas familierestaurant i Palermo-kvarteret, hvor jeg endte efter at have hyret en taxi til en natlig tur gennem byen – og chaufføren ville endda ikke tage imod betaling for turen: Han ønskede ganske enkelt at vise sin by til en, der kom fra et lille land.
Før jeg rejste til Buenos Aires, havde nogle bekendte advaret mig om at forberede mig på en mulig skuffelse. Ifølge dem var tangokulturen næsten forsvundet, og alt var blevet til ren kommercialisering og dårlig smag. Men til min enorme glæde opdagede jeg langt mere, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. I en by med tolv millioner indbyggere stod folk tålmodigt i kø og ventede på bussen; mænd gav stadig deres sæde til kvinder; der fandtes hundredvis af tangoskoler og milongaer; på gaderne gik damer, der syntes at være trådt ud af et portræt inspireret af Eva Perón, og selvsikre mænd; og i teatret El Círculo i Rosario, med dets gyldne balkoner og strålende lysekroner, var salen helt fyldt med tilskuere, der viftede sig, mens de sang en af de tusindvis af tangoer.
Argentina er fuld af indre modsætninger og en fascinerende blanding af stilarter, og alligevel lever det hele sammen i en næsten mirakuløs harmoni. En usynlig lim forbinder ting, der tilsyneladende modsiger hinanden.
Dengang kunne jeg ikke engang drømme om, at jeg i 2013 skulle stå på scenen i netop dette teater – nu som byens æresgæst – og danse tango for dem, der havde skabt den.