Har vi glemt, hvad en milonga egentlig er?

Den blev hverken født af et romantisk ideal, af scenelyset eller af behovet for at skabe et „afbalanceret dansegulv“. Milongaen opstod som et socialt fænomen. Som et mødested. Som byens levende puls.
I Buenos Aires samledes mennesker fra slutningen af det 19. til begyndelsen af det 20. århundrede i klubber, gårdrum og forsamlingssale. De kom alene eller sammen med venner efter arbejde, på udkig efter samtale, musik og nærhed…
Dørene blev ikke lukket for dem, der ikke havde en partner. Tværtimod: Systemet var indrettet, så mennesker kunne føle sig trygge, når de kom alene. Og cabeceo – invitationen med blikket – opstod ikke af æstetiske grunde. Den blev til for at undgå en offentlig afvisning, bevare værdigheden, give mulighed for at vælge og i sidste ende lade alle deltage.
Milongaen havde en horisontal struktur. Den var ikke et hierarki. Ikke en konkurrence. Ikke en scene.
I dag ser jeg stadig oftere en anden fortolkning: frygten for „ubalance“. Der opstår uformelle kredse, hvor nogle kun danser med hinanden, mens andre skubbes ud i periferien. Det er ikke en tradition fra Buenos Aires. Det er en nutidig social frygt.
Når milongaen bliver et halvlukket system, begynder den at miste sin essens. Den bliver til en struktur i stedet for fortsat at være en levende organisme.
En milonga garanterer ikke, at nogen vil invitere dig til dans i hver tanda. Men den bør være et sted, du kan komme til, føle dig tryg og vide, at du har fuld ret til at være der.
Hvis et menneske er bange for at komme alene, er vi et sted kommet på afveje.
Milongaen er en social dans. Og et socialt fænomen forbliver kun levende, når det forbliver åbent.
Måske bør vi spørge os selv:
Skaber vi et fællesskab?
Skaber vi et trygt socialt rum?
Bevarer vi traditionen, eller nyfortolker vi den ud fra vores egen frygt?
Milongaen handler ikke om balance i tallene.
Den handler om balance i kulturen.
Og hvis vi glemmer det, bliver der kun et tomt dansegulv tilbage, ekkoet af musik, der engang lød… og erindringen om, hvordan det var „i gamle dage“.