Er det svært at lære tango?

Det er sandsynligvis det spørgsmål, jeg oftest hører fra mennesker, der ønsker at begynde at danse. Af en eller anden grund har tangoen fået ry for at være „den sværeste dans“. Jeg mener, at dette ry er temmelig overdrevet, selv om der også ligger en smule sandhed i det.
Vi forestiller os som regel dans som en række kropsbevægelser til musikkens rytme. For tangoens vedkommende er det rigtigt, men kun delvist. Musikken er tangoens centrale, vigtigste og absolut uundværlige element. Den kan lyde levende eller kun inde i vores hoveder. Men den skal være der.
Man kan ikke danse tango ved udelukkende at følge musikkens matematiske formel og tælle takterne – for eksempel „en, to, en-og-to-og“ – og give dem de tilsvarende værdier: langsom, langsom, hurtig-hurtig-hurtig. I hvert fald ikke, hvis man danser for fornøjelsens skyld. Tangoen er en fortolkning af musikken.
På den ene side betyder det, at jeg kan danse, som jeg vil: Jeg fortolker musikken. Der er noget sandt i det. Men enhver fortolkning har sine grænser, markeret af tangoens regler, på samme måde som vores lærer i sprog og litteratur fortalte os, fra hvilket perspektiv vi skulle fortolke „I altrenes skygge“ (Altorių šešėly), så vi ikke fortabte os i digressioner.
Tangoen er en dybt mystisk dans: Den er fuld af modsætninger og forskellige sandheder, der på et fjernt punkt mødes samme sted for derefter igen at skilles. Der er noget på én gang enestående og dybt menneskeligt i dette; noget, der fra en enorm følelsesmæssig afstand virker urovækkende velkendt. Og det er sådan, fordi tangoen fødes af os: af mig, af dig, af dem… Den er, som vi selv er. Men en dag river tangoen, der lever i os, vores masker af, og så står vi tilbage, som vi er: med vores dyder, vores hovmod, vores følelser, vores ensomhed og vores kærlighed.