Tangoen har mange ansigter

Tangoen har mange ansigter. Men dens væsen er overraskende enkelt. Uden at kræve noget af os beder den kun om én ting: oprigtighed.
Den kræver ikke, at du forandrer dig. Den har rigeligt med plads til at tage imod os, som vi er: glade, stolte, distancerede eller legesyge; smilende eller grædende. Den tager imod vores følelser og lader dem bevæge sig gennem kroppen, indtil de bliver til bevægelse, uden at forsøge at muntre os op eller skjule indholdet bag formen. Den giver os lov til – og kræver endda af os – at være os selv.
Og i dette rum er der også plads til den mest ekstreme følelse: sorgen. I de øjeblikke bliver tangoen ofte endnu mere sand.
Engang i Argentina fortalte en ukendt kvinde mig en historie, mens vi talte sammen på en café.
De kørte tilbage mod Buenos Aires efter en vens begravelse. Ordene var brugt op, og kun stilheden var tilbage. Så spurgte en af dem, næsten genert:
– Og i aften?
…
– Skal vi danse tango?
Ikke fordi det var let. Ikke for at glemme. Men fordi de havde brug for at blive hos det, der var: stilheden, smerten og det, som ikke dømmer, kræver eller tager fra dig, men blot identificerer sig med dig og tager imod din frekvens. For når din frekvens og omgivelsernes stemmer overens, finder du ro igen, som et barn der bliver omfavnet og holdt ind til hjertet.
I tangoen betragtes sorg og smerte ikke som en svaghed. Tværtimod: De er en kilde til dybde.
Men sorgen optræder her kun på grund af sin ekstreme karakter og det paradoks, den rummer – fordi vi normalt forbinder dans med glæde og ikke med melankoli – ikke fordi den er en nødvendig betingelse.
Tangoen kan rumme hele følelsesspektret: fra ømhed til spænding, fra nostalgi til lidenskab. Følelsen er aldrig en hindring; den er selve dansens materiale.
Livet kræver bestemte sindsstemninger af os: energi, begejstring, lethed. Det opfordrer os konstant til at træde ud af os selv og blive en forbedret version – smukkere, mere forførende, stærkere, mere strålende – og til for evigt at fortsætte flugten fra den forbandede „kasse“.
Men hvad nu, hvis vi nogle gange ganske enkelt ikke har lyst?
Det kan virke paradoksalt, men det er ikke mærkeligt, at det netop er i tangoens stilhed, i dens fravær af bebrejdelser, at vi til sidst træder ud af kassen og begynder at forandre os. Ikke fordi vi skal, men fordi vores måde at se på, vores idéer og vores syn på verden ændrer sig. Og nogle gange ganske enkelt fordi øjeblikket er kommet, hvor vi ønsker at forandre os.
Heri ligger tangoens fortryllelse: i dens enkelhed. Den lader os være dem, vi er i dag.
Og vi er aldrig helt de samme.
Hver gang er vi forskellige.
Hver gang er vi et af dens mange ansigter.